Formål, værdier og demokratisk dannelse
Husby Efterskole er en Grundvig-Koldsk efterskole. Vi lægger vægt på, at de unge gennem deres naturlige fysiske, intellektuelle og åndelige udvikling, rustes til at leve livet i medgang og modgang som selvstændige og selvhjulpne voksne. Hele mennesker der kan og vil tage ansvar for sig selv, familie, arbejde og samfund.
Husby Efterskole tror på vigtigheden af et virksomt liv præget af samtale og fællesskab.
Eleverne introduceres til folkelige sange, salmer, fortællinger, eventyr, myter og sagn, poesi og litteratur. Danmarks Historie, bibelhistorie og en fri, ægte og forpligtende samtale om livets vilkår i stort og småt skal have tid og plads. Herved får de unge øje på, at livet ikke kun drejer sig om det materielle, men er en gave og en opgave, der skal leves med ansvar og tro.
Vi vægter, at undervisningen skal være oplivende, oplysende og nyttig og præget af, at det faglige og læringen har en værdi i sig selv. Og at livet og læringen styrkes af en god levevis med idræt og praktisk arbejde.
Alle har en stemme
Husby Efterskole bakker op om ytringsfrihed, demokrati og folkestyre. Alle på skolen har ret til at udtrykke sin egen mening, men det skal gøres med omtanke for fællesskabet og med det ansvar og respekten for hinanden, der følger med, når man indgår i et samspil med andre.
Husby Efterskole har øje for, at mennesker er gode til forskellige ting. Enhver skal finde sin rette hylde og derved udvikle et godt selvværd. Derfor opfattes fagene som ligeværdige; boglige fag er ikke bedre end andre fag, og undervisningen skal rette sig imod det hele menneske – både mod hoved, hjerte og hånd.
Skolen har også øje for, at eleverne udvikler sig personligt og får såvel fagligt som menneskeligt og socialt udbytte af opholdet. Skolen skal styrke den enkelte i fællesskabet, og søger at modvirke egoisme, selvcentrering og overdreven individualisering.
Det betyder også, at man engagerer sig i undervisningen og dagligdagens virke, og at alle tager sin tørn og gør sit bedste. Skolen sigter ikke på særbehandling og klientgørelse, men på en åben og gennemskuelig sagsbehandling, hvor man står til ansvar i praktiske forhold og for konkrete handlinger.
Forstanderens tale ved særlige lejligheder, og de ansattes gode eksempel, skal understøtte formålet.
Medansvar
En af måderne, Husby Efterskole praktiserer medindflydelse på, er ved at holde fællesmøder, hvor alle bliver hørt. En gang om ugen afholder den tilknyttede huslærer et møde med eleverne i de enkelte huse, hvor der er særligt fokus på elevernes synspunkter omkring efterskolelivet. Efterfølgende afholdes et møde for alle i foredragssalen, hvor hvert hus på skift er ordstyrer.
Formålet med fællesmøderne er at udvikle den demokratiske dannelse hos eleverne, og give dem medansvar for deres liv på efterskolen. De danske efterskoler er et unikt undervisningstilbud, som har det fælles, overordnede formål at tilbyde undervisning og samvær, der har fokus på livsoplysning og demokratisk dannelse.
Undervisningen er tilrettelagt med henblik på elevernes hele, menneskelige udvikling og modning, samt deres almene opdragelse og uddannelse. Læs mere om det politiske grundlag på www.uvm.dk/efterskoler.