Linjefag med musik og band
Linjefaget Band på Husby Efterskole er for dig, som brænder for musik. Har du har lyst til medvirke i efterskolens band, skrive musik, indspille, spille koncerter og dyrke musikken i samspil med andre musikglade elever? Så vil du helt sikkert føle dig hjemme på Band-holdet.
På Husby Efterskole kan du blive en del af et musikmiljø, hvor du kan fordybe dig i musikkens mange discipliner og genrer.
Du kan vælge bandprofilen, uanset om du allerede mestrer at spille et instrument eller gerne vil lære det. Det kan også være, at du brænder for at synge og bruge din stemme som instrument bag mikrofonen. Undervisningen starter fra dit udgangspunkt, og bygger videre på det, du kan. Der er soloundervisning en gang om ugen, og så skal du selv øve ved siden af. Vi vil både arbejde med de sange, vi spiller i bandet, men også sange som du helt selv vælger. Er du sanger, er din stemme dit hovedinstrument,og du kan få soloundervisning i sang.
Alle er velkomne uanset niveau – det vigtigste er at du elsker musik, og at du møder op i øvelokalet med engagement og en positiv indstilling. Så vil du få et uforglemmeligt år med masser af musikalske oplevelser sammen med resten af bandet.
Øvelokale og lydstudie
Husby Efterskole råder over et fantastisk øvelokale og eget lydstudie. Lokalerne er bygget med det præcise formål at spille musik i. Musikhuset består af lydisolerede øvestudier, et stort, velindrettet øvelokale, og et indspilningsstudie med kanalplots ud i de enkelte lokaler. Studiet er en kombination af analog og digital, hvor en 48 kanalers mixerpult udgør hjertet.
Her skal vil indspille den musik, vi har øvet op. Du får et kursus i brug af studiet, så du også har mulighed for at indspille din egen musik, som du måske laver ved siden af skolens officielle band. Timerne i øvelokalet foregår nogenlunde på samme måde, som professionelle bands arbejder i musikbranchen.
Vi udvælger materiale - vores favoritsange. Vi prøver at skrive sange selv og opbygge en sætliste, som vi sidst på året indspiller i lydstudiet og drager på turné med. Så der skal øves en masse!
Vi skal lære at aflytte numre for derefter at give musikken vores egen lyd, vi skal arbejde med bandets dynamik og sceneoptræden: hvornår spiller man højt og energisk, og hvornår spiller man stille og blødt?
I undervisningen vil du lære flere instrumenter at kende – primært de mest almindelige instrumenter indenfor rock og popgenrerne. Vi arbejder med at spille sammen og lærer at lytte til hinanden, når vi spiller, og vi skal lære instrumenternes forskellige roller at kende.
Koncerter og turné
I løbet af året får Husby Efterskole besøg af cirka 3 professionelle bands, som vil give koncert for alle skolens elever. I den forbindelse vil vi, så vidt muligt, invitere orkesterene til at lave en workshop sammen med os, hvor vi arbejder med emner som sangskrivning, performance eller får gode tips og råd til at få succes i musikbranchen. Koncerterne foregår om aftenen, og som regel vil efterskolens eget band give en opvarmningskoncert, inden de professionelle går på.
Det er langt sjovere at stå i et øvelokale, når man øver frem mod at spille koncerter. Derfor skal vi sidst på året ud og spille for andre. Vi skal blandt andet spille på en festival sammen med andre efterskoler, men vi laver også en mini-turné for andre, som gerne vil høre os. Her kommer vi omkring alle de praktiske udfordringer ved at lave en turné; booking, planlægning, grej og transport med mere.
At stå på en scene foran et publikum kan være en grænseoverskridende oplevelse, og det arbejder vi seriøst med i løbet af året. Og så er det den mest fantastiske følelse, når man ser publikum feste til vores musik.
Underviser på linjefaget band
Undervisningen i musik og band varetages af Benjamin, der er uddannet lærer fra Den frie Lærerskole i fagene musik, matematik, drama og medie.
Benjamin har en masse band-erfaring og kan spille på adskillige forskellige instrumenter.
Benjamin kommer fra Faaborg på Sydfyn, og har altid elsket musik. Han havde sine første musikalske oplevelser i stuen som barn, hvor han lyttede til sin fars vinylplader og spillede luftguitar til. Han kommer fra en rockbaggrund, som siden har udviklet sig til metal, men han er altid klar på at udforske nye genrer og musikgenrer og udvide sin musikalske horisont.
Benjamin har en stor glæde i at lære fra sig, indøve, udforske og lege med musikken. For ham er musiklokalet det magiske sted, hvor man er sammen om at skabe musik. Benjamin er en person fyldt med humor og latter, som helt sikkert vil smitte af på undervisningen.